5 tips til indretning af fint, nordisk børneværelse

Rolige, lyse jordfarver

Når du ser billeder af børneværelser i boligmagasiner, er det tydeligt, at en bestemt farvepalette går igen. Det er helt afdæmpede farver, pasteller iblandet en lille smule sort, så de får et let støvet look. Farverne kunne være sand eller varm grå sammen med en lyserød, der nærmer sig en laksefarvet nuance. Det kunne også være en lys brun, gul og en grålig nuance sammen med støvede blå pasteller. Når du bruger disse nuancer i din indretning, enten som maling, tekstiler, møbler eller pynt, skaber du et roligt, moderne look, der er rart at være i. Det er også farver, der kan bruges uanset køn.

Læring på hylder og vægge

Det er en stor trend at kombinere indretning og pynt med læring som tema. Derfor er smukke bogsamlinger og reoler ikke kun noget, der hører stuen til. En hyggelig bogsamling kan også sagtens stå på børneværelset. På væggen kan du dekorere med børneplakater, der både pynter og gør børnene klogere. Det kunne være plakater med forskellige dyr, årstider eller måske plakater med tal og bogstaver.

Naturlige materialer og teksturer

I mange år har vi været glade for plastik, og den har da også mange gode egenskaber. Men vi ved også godt, at det der med plastik har en kæmpe bagside. Derfor vinder det frem at benytte naturlige materialer frem for kunstige, både i forhold til bamser og legetøj og pynt til værelset.

Trælegetøj er oplagt, når det kommer til praktisk underholdning. Meget legetøjsmad til små køkkener er lavet i det fineste træ. Du kan også få instrumenter, køretøjer og motoriklegetøj lavet i træ. Til væggen kan fås masser af træpynt, som pynter med dets varme farve og organiske tekstur. Mange plakater til børn har også naturen som tema, fordi naturbevarelse og klimabevidsthed er ganske nødvendige emner at tage op med næste generation.

Funktionelle elementer

Vi er mange mennesker om ikke så meget plads, og mange af os bor i lejlighed med flere børn. Her gælder det for alvor om at finde løsninger, der er smukke og smarte på en gang. Her kan nævnes skrivebordet med køjesengen ovenover. Eller måske kan sengens slås op. Bænke med låg, så de også kan bruges til opbevaring, er ligeledes en mulighed. Skabe under trapper og anden udnyttelse af husets hulrum hitter i små legligheder rundtomkring. Sådanne løsninger kræver sin handymand eller -kvinde, men med YouTube kommer du langt. Ellers er det værd at kontakte en lokal håndværker og bede om et tilbud på at lave rummet under trappen om til et klædeskab med hylder. Ellers hvad der nu måtte være at muligheder hjemme hos dig.

Lyskæder og fine lamper

Hyggebelysning er supervigtig i vores stuer, så hvorfor skulle det ikke også være det på børneværelset? Lyskæder fås i rigtig mange søde designs, og det behøver slet ikke at være december for at pynte med lys. Lyskæder med farvede lamper eller kugler er rigtig fine, men ellers kan du også benytte den klassiske diodelyskæde med hvide lys. De bruger ikke ret meget strøm og holder meget længe.

Når kæden skal hænges op, kan du placere den tilfældigt på en boghylde eller over et vindue eller en dør. Det ser også fint ud at have lyset over sengen eller skrivebordet, hvis der er mulighed for det.

Lampen er en dekorationsgenstand i sig selv, og på børneværelset skal der være en god lampe på skrivebordet og en i loftet. Så er der sikret godt arbejdslys til lektierne – og til rengøring og oprydning. Selvom det nok mest er forældrene, der kommer til at bruge det sidste.